Indvielse af Midgårdsormen i Hobro
Den 2. juli samlede omkring 1.000 mennesker sig på Hobro Havn for at fejre den officielle indvielse af Midgårdsormen – et gigantisk kunstværk skabt af Johnny Haugaard. Ormen snor sig 4,5 km gennem byen, med steder hvor publikum kan gå ind og opleve dens indre. Der var taler af Lone Kalstrup (Forperson, Hobro Byforum), Svend Møller Hansen (SMH Holding), Poul Søndberg (Formand, Sparekassen Danmark Fonden Hobro), Jørgen Pontoppidan (Formand, Kultur- & Fritidsudvalget, Mariagerfjord Kommune) og Johnny Haugaard (Blomstermanden).
Tak, tak, tak! Et projekt som Midgårdsormen kunne aldrig være blevet til virkelighed uden en helt særlig indsats fra mange sider – derfor lød det især fra både Lone Kalstrup og Johnny Haugaard: Tak, tak, tak!
En hjertelig tak skal lyde til de generøse bidragsydere SMH Holding og Sparekassen Danmark Fonden Hobro, som med deres støtte har gjort det muligt at løfte visionen til virkelighed. En enorm tak går også til de mange frivillige, som har brugt utallige timer, hænder og idéer på at samle pinde, forme kroppen og skabe ormens magiske udtryk.
Walk & Talk
Efter talerne fulgte en fælles Walk & Talk ledet af Johnny, hvor størstedelen af forsamlingen bevægede sig gennem byens Midgårdsorm-installationer – fra havnen, busterminalen og Store Torv til Bies Gaard, Ambupladsen og kolonihaverne på Aalykkevej, inden turen sluttede ved Fyrkat.
Udstilling "Danmark" på GASværket
Fra den 7. juli til 31. august 2025 åbner GASmuseet dørene til udstillingen "Danmark" – en natur- og mytologiudstilling inspireret af runesten, vikinger og Fyrkats Vølve.
Midgårdsormen samler Hobro i et spektakulært kunstværk – både fysisk og socialt. Der er lagt vægt på lokalt engagement, bæredygtigt håndværk og nordisk fortælling. Velkommen til en fantastisk sommer i Hobro – fyldt med kunst, mytologi og fællesskab.
Midgårdsormen
Mandag aften stod i kreativitetens og fællesskabets tegn, da medlemmer af Hobro Handel trak i arbejdstøjet og gik sammen om at støtte op om sommerens store kunstevent i Hobro: MIDGAARDSORMEN.
Arrangementet foregik i hyggelige rammer hjemme hos Peter og Pia Møller (Torben E. Møller), hvor haveredskaber som grensakse og høgenæb blev dagens vigtigste værktøjer. Målet var at samle pinde til “Blomstermandens venner” – en arbejdsgruppe ledet af den entusiastiske kunstner Johnny Haugaard, der står bag det spektakulære kunstprojekt Midgårdsormen.
Aftenen blev langt fra bare praktisk. Den var præget af godt humør, smittende energi, grin – og ikke mindst varme grillpølser, der blev nydt i fællesskab efter indsatsen.
“Vi er stolte af at være en del af noget så kreativt og unikt. Det giver en helt særlig følelse at kunne bidrage til et projekt, der bringer liv, kunst og fantasi til Hobro,” lyder det fra Hobro Handel.
En særlig tak skal lyde til Johnny Haugaard, som ikke bare guidede deltagerne i jagten på den “rigtige pind”, men også delte sin passion og indsigt i projektet med stor entusiasme.
Tak til alle, der deltog – og til alle jer, der hjælper med at gøre Hobro til en by fuld af oplevelser og kunstnerisk liv!
Midgårdsormen snor sig gennem Hobro – og du kan hjælpe med at samle pinde til det gigantiske kunstværk!
I sommeren 2025 får Mariagerfjord besøg af en helt særlig gæst: en gigantisk Midgårdsorm, skabt af Blomstermanden Johnny Haugaard. Kunstværket skal strække sig hele vejen fra Hobro Havn til vikingeborgen Fyrkat – og det bliver bygget af noget så simpelt som træpinde. Hele 1,5 millioner af slagsen.
Men før Midgårdsormen kan sno sig gennem byen, skal pinde samles ind i stor stil. Projektet inviterer derfor børn og familier fra hele Danmark, Norge og Sverige til at deltage i en fælles nordisk indsats: at finde, donere og dekorere træpinde, der skal blive en del af den enorme orm.
Træpindene må være mellem en halv og en hel meter lange og 3 til 10 cm tykke. I anledningen har alle 5 genbrugspladser i Mariagerfjord Kommune stillet plads til rådighed for indsamlingen. På den måde bliver Midgårdsormen ikke bare et kunstværk, men også en kæmpe fortælling om fællesskab og kreativitet.
Initiativet er støttet af Sparekassen Danmark Fonden Hobro og SMH Holding og bliver gratis at opleve for både lokale og besøgende.
Så har du adgang til naturen – og lyst til at være en del af noget stort – så grib en pind, sæt dit præg på den og hjælp Midgårdsormen med at tage form.















